Ammehjælp

 

At få etableret en god amning tager for de fleste tid (det er helt normalt, at der går et par uger). Og det kræver både ro og overskud.

At få en vellykket amning op at køre kræver god støtte og vejledning i starten – i dagene lige efter fødslen! Ligesom til fødslen handler det igen meget om at føle sig tryg i det, man er i gang med og blive bekræftet. Din partner og de nære omgivelser har stor betydning – ja, selv fødslens forløb (varighed, eventuelle indgreb og komplikationer) kan spille en vigtig rolle for amningens opstart og forløb.

Amning kan for rigtig mange være opslidende, stjæle nattesøvnen og være årsag til mange frustrationer og tårer.

Det er hverken unormalt eller unaturligt, for det er jo noget helt nyt, der skal læres (eller ”omlæres” i forhold til tidligere ammeerfaringer).  Lige meget om det er første gang du skal amme, eller du har gjort det før, er det rigtig vigtigt og kan være afgørende for amningens forløb, at du har en fagperson til at hjælpe dig her og nu, når det brænder på. Og det er ikke altid en hotline til hospitalet den første uge efter fødslen er nok. Og sundhedsplejen, som overtager, når du er kommet hjem, er heller ikke altid til at få fat på, f.eks. om aftenen.

Jeg hjælper og vejleder dig i sutteteknik, ammestillinger, barnets signaler, hvad du skal være opmærksom på, for lidt eller for meget mælk, brystbetændelse, brug af narresut mm. Og det er vigtigt at huske på, at bryster og børn er forskellige, men for rigtig mange lykkes det!

Men som med fødslen og mange andre ting, er det værdifuldt at tage en forebyggende samtale eller før det hele vælter. Så kender jeg dig og din baby. Og for dig giver det lidt mere ro og overskud til at modtage råd og vejledning og mulighed for at forsøge at ændre nogle ting.

Hvis det hele vælter, er jeg klar til at hjælpe dig.

Grunden til, at amningen ikke altid lige vil fungere, er i de fleste tilfælde, at det kan være svært at finde den rigtige sutteteknik, tilvænning for både bryst og barn, eller kvindens (helt forståelige) manglende overskud og troen på det. – Alt sammen helt normale forhold. Men det er rigtig godt at få en kyndig hjælp til at kigge med, for i nogle situationer kan det måske være andre mere drillende ting som f.eks. kort tungebånd eller ændrede trivselstegn, der spiller ind. Hvis det er det, skal der selvfølgelig handles på det, men det betyder ikke, at amningen må stoppe.

Hvis alt ser rigtigt ud, og det f.eks. ”bare” handler om tilvænning for mor og barn, er det værd at kæmpe for og holde ud! For amning er meget mere end bare mad til din baby!

 

Jeg hjalp Malene og hendes datter Luna igang med amningen. For Malene var det en drøm, der gik i opfyldelse. Du kan læse hendes reference her.

Tryk for at se mine andre ydelser.